NYHEDER & DEBAT

S foreslog lavere tårne

DEBAT - 15. januar 2021
Af Mie Lausten og Louise Colding, Byrådsmedlemmer

Vi kan godt forstå, at mange ligesom os bemærker, at bolig-tårnene på Frederiksbro bliver meget høje. Men hvorfor blev bygningerne så høje? Det blev de, fordi et flertal i byrådet i 2016 ønskede 15 etager og afviste et forslag fra socialdemokraterne om, at de højeste bygninger maksimalt måtte være 11 etager.

Vi foreslog også, at kommuneplanens bebyggelsesprocent på 125 pct. blev overholdt, men et flertal vedtog 130 pct. Vi mente, de ikke måtte blive højere end slottets tage, og at bebyggelsen blev lidt for tæt. Vi havde også lyttet til indvendinger fra borgere og arkitekter. Mange mente det samme. Hvis du går tur ved Batzkes Bakke, vil du kunne se virkningen af, at vores forslag blev stemt ned. Prøv at trække 4 etager fra, og virkningen af 11 etager i stedet for 15 ville være, at man ikke kunne se tårnene fra den del af slotshaven. Hvorfor en stor del af byrådet sagde ja til bygherre uden at stille egne forslag til byggeriet, må de selv svare på. Vi foreslog lavere tårne.

Byggerierne med den grønne kile bidrager med et nyt og anderledes udtryk til byen, som vi kan se tiltrækker beboere. Vi håber de nye beboere, bliver glade for at bo her i byen og kommunen sammen med os andre. Socialdemokratiet vil fortsat arbejde for at Frederiksbro bidrager til vores bys mangfoldighed og kommer til at fungere sammen med resten af byen. Det er fortsat Socialdemokratiets holdning, at der ikke skal planlægges for yderligere 15 etagers højhuse I Frederiksbro.