NYHEDER & DEBAT

Jeg er skeptisk over for strukturforandringer

DEBAT - 08. oktober 2021
Af Kirsten Jensen, Borgmester

Behovet for stærkt specialiserede ydelser og voksende problemer med at rekruttere løses ikke af strukturændringer. Strukturen er ikke det egentlige problem, det er ressourcerne. Nye streger på landkortet vil få kunne holde ud, skriver Kirsten Jensen.

En bemærkning gjorde særligt indtryk på mig på bagkanten af de store strukturreformer på snart sagt alle offentlige områder i 00'erne: "En betydningsfuld faktor i forbindelse med alle disse reformer er tabet af medarbejdernes motivation".

Motivation er en væsentlig drivkraft for ens arbejde og kan bestå af meget forskelligt – opgaven, lønnen, kollegerne og arbejdsstedet. Meget af det bliver kastet op i luften på én gang under strukturændringer.

Alene af den grund er jeg skeptisk over for strukturforandringer som et bredt dækkende svar på de problemer, som vi står overfor nu:

En befolkning, som i stigende grad har behov for stærkt specialiserede ydelser; ressourcer, der går fra den almene velfærd i bred forstand, voksende problemer med at rekruttere nye medarbejdere, at mennesker ikke ønsker at arbejde i det fag, som de er uddannet til, og ikke mindst – pres på ressourcer. De spørgsmål svarer strukturændringer ikke på. Ej heller på behov for tempo på klimaområdet.

Struktur er ikke det egentlige problem
Da der for nyligt blev talt om, at familier, som lever med handicap, i for mange tilfælde har det for svært og synes, at de er nødt til at kæmpe, da blev strukturændringer bragt frem som løsningen. "Lad staten overtage det, så bliver det godt".

Men så skulle staten overtage medarbejderne, økonomien og lovgivningen, og på akkurat samme grundlag skulle den løse opgaven bedre, set med familiernes øjne, end kommunerne kan, hvis det skulle bevises, at det var strukturen, der var det egentlige problem.

Og det er det jo ikke. Det er ressourcerne samlet set: På den ene side økonomi til ydelser, handlinger og medarbejdere. På den anden side kompetencerne og deres anvendelse forstået som lovgivningen med rettigheder, paragraffer og vejledninger og medarbejdernes faglige kompetencer.

Stor ulighed trods udligning
Altingets temadebat stiller spørgsmålet, om der er blevet for få eller for mange kommuner, eller om deres nuværende størrelser er lige tilpas.

Spørgsmålet lægger op til, om vi skal blande kortene endnu en gang og trække nye streger på landkortet. Det er jeg ikke sikker på, at ret mange ville kunne holde ud.

Tab af motivation er en stor faktor. Derfor må vi først stille spørgsmålet, om det er strukturen, som er skyld i problemerne.

Det er svært at svare på, for forskellen på kommunerne er helt enorm. Nogle er små bystater uden provins, mens andre er vidtstrakte landkommuner med et eller flere bycentre.

De sidste har ikke kunnet høste effektiviseringsmillioner og er nødt til at opretholde mange af deres strukturer for at kunne yde service til borgerne og vedligeholde de veje eller busruter, som borgerne kører langt på/med. De store bystater, landets største kommuner, har gode kommunekasser, som langt overstråler de fleste andre.

Ulighederne er trods udligningsreform store, og det giver ulige forhold for borgerne. Kommunerne skal selv løse problemerne (jævnfær kommuneaftalen om efterslæbet på 5,5 milliarder kroner til handicapområdet), og det vil mange borgere snart reagere på.

Det lokale opfanger detaljer og forskelligheder
Min skepsis over, om svaret er strukturforandringer, skal ikke forhindre kommuner i selv at træffe beslutning, hvis de må, om at dele sig eller lægge sig sammen med andre, hvis det giver mening for dem, og borgerne er med på det.

Men det tager stor opmærksomhed i alle led, og hvis ingen andre parametre ændrer sig, så kan man måske kun være sikker på tabet af motivation?

Forleden aftalte vi i Hillerød Byråd, at vi ikke ville flytte en skoleafdeling fra et skoledistrikt til et andet. Blandt andet fordi omkostningerne menneskeligt og organisatorisk ved denne omvæltning ikke ville stå mål med det udbytte, man ellers kunne regne sig frem til på papiret.

På den måde kan man svare Altinget: Det lokale demokrati lever godt, fordi det kan opfange detaljerne og handle på forskellighederne.