NYHEDER & DEBAT

Om Hillerød Forsyning

DEBAT - 24. august 2021
Af Socialdemokratiet i Hillerød

I denne uge fik Hillerød Forsyning ny direktør, og vi glæder os. Det er endnu en milepæl i arbejdet med forandringer i forsyningen.

Ikke mindst ved borgeres hjælp, er der fundet forhold i Hillerød Forsyning, som der ikke skulle være, og som vi ikke ville være med til. Det, som ikke allerede er rettet op, får Forsyningens bestyrelse undersøgt helt til bunds, blandt andet med den advokatundersøgelse som er i gang nu.

Byrådets medlemmer har også gjort deres, blandt andet i sagen om de mange forskellige priser på haveaffaldsordningen; en ordning som vi fik bevaret. Vi har også vedtaget en ny ejerstrategi med krav til forsyningen om værdier og samarbejde med ejeren. Ejeren er os borgere i Hillerød Kommune, repræsenteret ved byrådet. Vi har brugt mange kræfter på at rette op og Forsyningens bestyrelse har brugt megen tid på at rette op.

I debatten har spørgsmålet om, hvordan selskabet ledes med rette fyldt meget. Socialdemokratiet har været utålmodige og har ønsket hurtigere ændringer, men nu er de på plads eller på vej. Det er godt.

Nu kommer der som nævnt en ny direktør, som kender Hillerød Kommune og dens borgere godt. Det betyder en ny start.

Når det er sagt, så vil vi gerne fremhæve de mange venlige og kompetente medarbejdere i Hillerød Forsyning, som både kan være kundevenlige og sikre løsninger på grøn omstilling til lavest mulige priser. Vi har et af de mest avancerede rensningsanlæg som findes og et virkelig stærkt samarbejde med de store virksomheder i Hillerød Symbiose. Vi er nødt til at anerkende forbedringer, for vi er nødt til at bakke op om medarbejdere og ledere, som gør det godt – ellers ødelægger man en arbejdsplads.