NYHEDER & DEBAT

1. maj-tale

TALE - 01. maj 2021
Af Kirsten Jensen, Borgmester i Hillerød Kommune

Forårsdag og 1. maj. Men i år uden optog, fælles morgenbord og gode sange om de håb, som er fælles for mennesker over hele jorden.

Den drøm, som knytter sig til denne dag, er en drøm om større frihed og mere lighed, også for dem, der ikke er født med en sølvske i munden. Når vi stræber efter netop den drøm, får vi de bedste, og rigeste samfund, fordi fattigdom og ulighed er ineffektiv. Lige nu knækker lande som Indien og Brasilien af corona, mens vores velfærdssamfund byder på gratis test og vaccine, kontrolleret nedlukning og hjælpepakker. Det fjerner ikke hvert eneste problem, men virkeligt mange.

Derfor er lighed i sundhed afgørende vigtigt at bestræbe sig på, og det gælder både fysisk sundhed og psykisk sundhed. Det er vigtigt at blive ved med, fordi vi kan se, at der trods mange års indsats og et godt sundhedsvæsen, stadig er tydelig forskel på, hvor rask man er, og hvor langt ens liv nok bliver. Sundhed er forbundet med vores uddannelse, vores arbejde – og lige i øjeblikket understreges betydningen af, om vi kan blive hjemme, hvis vi er sløje, så vi ikke presser vores eget og andres immunforsvar.

For mig, her hos os lokalt, betyder 1. maj-drømmen, at vi mennesker skal kunne leve gode liv med gode dagtilbud, ordentlige skoler, nærhed til uddannelse og arbejde, og det betyder sundhedspleje, der kan hjælpe nye familier i gang. Det betyder, at vi skal kunne opleve at høre til her, mærke omsorgen når vi får brug for den, og mærke at vi kan få indflydelse i vores hverdag og opleve glæder og tryghed, der hvor vi bor.

For at nå det, skal vi lokalt og politisk hele tiden arbejde for at have økonomi til fællesskabets vigtigste institutioner som vores dagtilbud, skoler, plejehjem, hjemmepleje og støtte til mennesker, som lever med handicap, psykisk eller fysisk sygdom.

Endnu et lighedsperspektiv presser sig i disse år på. Det gælder klima-lighed. Jeg mener, at klima-kampen har en social side. Klima-forandringer fører til frygtelige kriser på hele kloden med enten for megen tørke eller for meget vand. Der er stor forskel på, om man kan tilpasse sig disse forandringer eller må flygte fra dem. Klima-kampen er nødvendig, for at modgå social uro og flugt. Lokalt tager vi ansvaret for klimakampen på os. Her hos os har forældre måtte bære deres børn væk fra vand, der steg op på stuegulvet, vi har set ’dansende’ brønddæksler ved ekstremregn, og vi har i det nordsjællandske oplevet tørke der gav store naturbrande, og som satte vores beredskab på prøve. Derfor skal vi alle sammen tage klimaet alvorligt.

Frihed opleves stærkest i fællesskab med andre. Det år vi har levet med COVID19 understreger det meget, fordi savnene har været så tydelige og fællesskabet har været så vigtigt. Gid foråret og sommeren bringer flere muligheder for fællesskab med sig, så vi kan mødes igen.

Jeg ønsker dig en rigtig god 1. maj.