Socialdemokraterne om separatkloakering
Separatkloakering – nødvendigt for miljøet og naturen
Med de store klimaforandringer følger voldsommere vejr og hyppigere episoder med ekstremregn, hvor kloakkerne flyder over. En løsning på det er separatkloakering.
Separatkloakering betyder, at man skiller regnvand fra spildevand, så regnvandet ledes tilbage til naturen og spildevand kommer på rensningsanlægget. Det kan gøres på flere måder. Hvis jordbunden er til det kan man fx lave LAR (Lokal Afledning af Regnvand) på ejendommen (fx nedsivning i regnvandsbede eller et lille regnvandsbassin) eller ved, at man som husejer tilslutter sig både det offentlige regnvandssystem og spildevandssystem.
Målet er at forhindre overløb af spildevand til vores åer og søer, at medvirke til at stoppe udslip til Arresø og Roskilde Fjord, at undgå overbelastning af vores rensningsanlæg på Solrødgaard, og beskytte borgerne mod overløb af spildevand i kældre og på terræn.
Borgerne bliver varslet 5 år i forvejen, hvis der skal separatkloakeres der, hvor man bor. Man skal selv betale for rørene på sin egen grund, ligesom man betaler for andet kloakarbejde.
Der har været en del uro om separatkloakering. Den vedrører typisk ældre byområder af kommunen, da alle nyere områder bygges med separatkloakering, og alle landområder er færdige. Uroen skyldes, at borgerne selv skal betale for arbejdet på egen grund.
Der er lånemulighed for pensionister. Der bliver vedtaget et loft for hvert spildevandsprojekt for hvor dyrt arbejdet med spildevandsprojekt på ens grund må blive. Overskrider projektet loftet, kan man få dispensation. Vi opfordrer i øvrigt borgerne til at gå sammen vej for vej og søge et samlet tilbud hos en entreprenør for at få en bedre pris.
Vi mener, at separatkloakering er helt nødvendig. Vi har erfaret, at det er nødvendigt at påbyde tilslutning fra egen grund, da næsten ingen har tilsluttet sig hidtidige separatkloakerings-projekter af frivillighedens vej. Det betyder, at investeringen taber i effektivitet og vi risikerer, at skulle bygge endnu et voldsomt dyrt rensningsanlæg, som vi alle skal være med til at betale.
Vi har arbejdet hårdt for, at Christiansborg skulle indføre mere skånsomme ordninger for den enkelte husejer, men er ikke kommet igennem med det.