Vi er sammen om at skabe en bæredygtig kommune

Vores kommune er grøn og skøn, og de fleste af os sætter stor pris på, at vi kan tage vores børn eller børnebørn med ud i naturen.

Mange er urolige for fremtidens klima og natur, og det er en uro, vi deler. Derfor skal vi mindske vores CO2-udslip markant. Vi skal styrke naturens plads. Vi skal passe på det miljø, vi har. Det er noget vi er nødt til at gøre sammen, for vi er alle med til at forbruge og forurene, og vi kan alle være med til at gøre det bedre. Vi spiller en rolle, når vi forbruger, tager på ferie, køber mad og transporterer os.

Vi ejer i fællesskab vores forsyningsselskaber, der hjælper os med vand, varme, affald og spildevand. Så når vi gør forsyningen grønnere, slår vi mange fluer med ét smæk. Vi vil gerne forbedre mulighederne for direkte genbrug på genbrugsstationen på Solrødgård.

Hillerød Kommune skal være CO2-neutral inden 2040. Det kræver meget af os alle sammen. vi kommer kun i mål, hvis vi alle som borgere, uddannelser, kommune, foreninger og virksomheder bidrager.

Transport udleder trods flere el-biler stadig megen CO2. Derfor står vi bag byrådets nye vision for grøn og effektiv mobilitet.

Vi skal fremme det, vi gerne vil have mere af. Flere og længere cykelture. Flere bus- og togture.

Vi vil være med til at anlægge flere cykelstier, og vi skal være flere, som bruger dem, vi allerede har.

Vi må som kommune og forældre understøtte at vores børn vælger at cykle i skole.

Flere af kommunens indkøb skal være grønne og bæredygtige. Og etiske, som da vi var med til at droppe ’turbo-kyllinger’.

Vi vil arbejde for, at kommunens egne byggerier er mere bæredygtige og for eksempel opføres med genbrugsmaterialer og genbrugelige materialer.

Vi vil have et bedre overblik over konsekvenserne for klimaet og af de beslutninger, byrådet tager, så det bliver tydeligt, hvordan kommunens beslutninger påvirker klimaet.

 

Vi bor midt i den smukkeste natur med store skovområder og åbne vidder. Vi har meget, vi skal passe på, og som vi skal beskytte endnu bedre.

Vi kan gå ture i Strø Bjerge, som vi ønsker skal fredes for grusgravning. Vi kan gå ture på den fredede Skansebakke eller i UNESCO verdensarven i St. Dyrehave. Nationalparken Kongernes Nordsjælland rummer Naturnationalparken i Gribskov, som vi også har kæmpet for.

Grønne områder skal omlægges med tanke på flere blomster og insekter, for at skabe mere biodiversitet.

Vi vil ikke inddrage flere grønne områder til erhvervs- eller byudvikling, end vores kommuneplaner allerede har bestemt.

Vi vil arbejde for at kommunale naturområder kan blive levesteder for langt flere insekter, dyrearter og planter.

Den Grønne Trepartsaftale vil skabe mere og bedre natur i Danmark. Vi vil kæmpe for, at det også kommer til at betyde mere natur i Hillerød Kommune.

Grønne korridorer er med til at give arterne føde- og levesteder. Vi vil styrke samarbejdet mellem landmænd, grønne organisationer, staten og kommunen. Vi vil gøre vores for renere vandløb, søer og fjorde gennem mere natur.

Planter er med til at give en by mere hygge, mere skygge og bedre luft. For os findes naturen også inden for bygrænserne.

Fornyelsen af Hillerøds gågader bidrager til at skabe bedre luft, bedre levesteder og bedre temperaturer.

Vi vil være med til at gøre både Hillerød by, landsbyerne og vores bysamfund mere grønne og blomstrende.

Et gadekær kan forbindes med stier til skoven, to stier kan mødes, så der bliver bedre mulighed for at komme rundt i naturen.

Et græsareal kan overlades til frivillige med grønne fingre. Her er alle vi borgeres ideer og samarbejde vigtigt.

Vi står fuldt bag kommunens Strategi for Bynatur, og Natur og Biodiversitetspuljen, som kan give tilskud til borgere og foreninger, der vil skabe et mere grønt og mangfoldigt dyre- og planteliv.

Vi sorterer vores affald hjemme, mens der flyder mere affald i naturen.

Vi har fået bedre og flere offentlige skraldespande, som kommunen tømmer, og det skal fortsætte. Men der lander stadig alt for meget skrald ved siden af spandene og i naturen.

Hver uge samler frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening så meget skrald ind, at man ikke kan tro sine egne øjne. Vi skal forebygge, at så meget affald både fremstilles og bare smides.

Måske kan vi se affaldsindsamling som en læringsmulighed med indbygget bevægelse, viden om miljø og ressourcer af lokalsamfundet.

Flere skoler, ungdomsuddannelser og daginstitutioner samler affald i deres område.