NYHEDER & DEBAT

Tænk dig om, hvis du ikke stemmer

VALG 2025 - 15. oktober 2025
Af Per Kristensen, Bestyrelsesformand for partiforeningen

Lad mig være ærlig: Kommunalvalg er ikke kendt for at være den mest spændende begivenhed.

Det kan virke tungt og besværligt at sætte sig ind i de mange partiers og kandidaters programerklæringer. Men det er netop ved kommunalvalget, du kan få reel indflydelse.
 

  • Det er her, du kommer tæt på politikerne.
  • Det er her, du kan lufte dine holdninger og ønsker til din kommune.
  • Det er her, du har mulighed for at påvirke udformningen af vores fælles fremtid.

Hvis du støtter vores demokratiske system, men ikke ønsker at stemme på nogen af kandidaterne eller partierne på stemmesedlen, kan du i stedet vælge at stemme blankt. En blank stemme tælles med som en aktiv deltagelse i valget og viser, at demokratiet fungerer.

Så – tænk dig godt om, hvis du vælger ikke at stemme.

Ved valget i 2021 var der 41.439 stemmeberettigede i Hillerød Kommune, og der blev afgivet 28.818 stemmer. Det svarer til en stemmeprocent på knap 70 %. Altså deltog 30 % ikke i afstemningen. Har sofavælgerne tænkt sig om, før de valgte ikke at stemme?

Jeg synes, det er vigtigt, at vi taler med familie, venner og bekendte – og især de unge – om vigtigheden af at deltage i den demokratiske proces. Drøftelser om vores fælles fremtid ved middagsbordet er god politisk læring for alle – særligt for de unge.