NYT FRA REGIONEN
Så fik vi landet et flot budget i Region Hovedstaden

REGION HOVEDSTADEN - 13. oktober 2025
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner
På regionrådsmødet d. 30. september vedtog vi det nye budget for Region Hovedstaden 2026. Det er et af de bedste budgetter i mange år og budgettet har tilslutning fra alle partier. Oven i har vi et stort overskud på driften i 3.kvartals som gør, at vi allerede her ultimo 2025 kan gå i gang med en yderligere understøttelse af mange områder. Så det er en sund region vi afleverer til Region Østdanmark om få måneder.
Med budgettet styrker vi rigtigt mange områder.
Vi øger kapaciteten på fødeområdet og i den anden ende indsatsen for ældre medicinske patienter, herunder den palliative ude gående funktion. Vi styrker også beredskabet flere stede, herunder børnesporet på 1813 og styrker trygge og sikre arbejdspladser både på vores hospitaler og i akutberedskabet. Vi sætter ind og øger operationskapaciteten, så ventetiden yderligere kan nedsættes, og særligt høreområdet får en ordentlig saltvandsindsprøjtning så vi kan øge kapaciteten og nedbringe de alt for lange ventetider på dette område.
I Psykiatrien styrker vi fortsat sikkerheden for både medarbejderne og patienterne, giver flere penge til sanserum og borgere med dobbeltdiagnoser. Og så kommer vi til at styrke samarbejdet og den opsøgende psykiatriske indsats til vores allermest sårbare borger, som kommer på Mændenes hjem, i Reden, på Flexklinikken og på regionens mange væresteder.
På mit eget område Rekruttering og fastholdelse har vi fået varige midler til uddannelsessamarbejde og kompetenceopbygning og fået permanentgjort en bevilling, så vi fortsat kan styrke trivselsindsatsen på afdelinger, hvor arbejdsmiljøet er udfordret.
I alt er der nye initiativer for 125 mio. kr. og yderligere 25 mio. kr. i frie midler, som vi fordeler her i efteråret.
Vi sætter fokus på at styrke udredning og behandling i Børne-unge Psykiatrien
Men ingen roser uden torne. For selv om der er en meget positiv udvikling i ventelisterne indenfor rigtigt mange specialer, så bliver vi trods store bevillinger og en forstærket indsats stadig udfordret af utilfredsstillende tal, når det gælder overholdelsen af ventetidsgarantien i Børne-unge psykiatrien. Tilgangen af børn og unge med behov for udretning og behandling stiger og stiger og selv om vi udreder hurtigere, så kan vi ikke følge med tilgangen.
Derfor har vi i Social- og psykiatriudvalget og i Forretningsudvalget valgt at ”sætte alle sejl til” for at vende udviklingen. I alt for lang tid er udviklingen, trods mange intensiverede indsatser, gået den forkerte vej. Den udvikling skal vendes nu. For vi skal sikre, at børn og unge og deres familier får den rette hjælp hurtigt, når de har brug for den. Det arbejde starter nu og vil blive intensiveret over den kommende tid, så vi forhåbentligt kan sikre bedre tal allerede og få måneder.