NYHEDER & DEBAT

Borgmesteren og Finansministeren

NYHED - 09. september 2025
Af Kirsten Jensen, Borgmester

Sikke en dag

Først offentliggørelse af en budgetaftale, som omfatter hele byrådet. Gode forhandlinger, konstruktiv stemning, ansvarsfølelse for hele Hillerød Kommune. Tak til alle forhandlerne.

Så en lille times samtale med finansminister Nicolai Wammen, bare på tomandshånd. Vi gik tur i Favrholm fra stationen og over den smukke træbro, hen til hospitalsbyggeriet, over til Holmene og tilbage igen. Her er en meget smuk forbindelse mellem Hillerød og Favrholm. Jeg kan se, at mange allerede bruger den som forbindelse eller bare til en gåtur eller en cykeltur.

At tale sammen mens man går en tur giver en helt særlig stemning, og vi nåede meget.

Økonomiaftalens positive betydning for kommunens økonomi. Hvordan vi arbejder med stærkere fællesskaber, som skal øge trivslen for børn i dagtilbud og elever i skoler. Om vores arbejde med naturbeskyttelse, som skal forstærkes med den nye budgetaftale.

På den solrige sensommer eftermiddag var det oplagt at glæde sig over ny lovgivning, som betyder, at det skal være nemmere at komme videre med grøn strøm fra kommunale anlæg.

Vi nåede også lidt om det at være borgmester, som Nicolai har været i Aarhus.

Tak for besøget, det værdsætter jeg højt.