NYHEDER & DEBAT
Stærke fællesskaber og hverdagsfortællinger

NYHED - 11. maj 2025
Af Kirsten Jensen, Borgmester
Vi var en lille flok af vores kandidater og andre engagerede lokale socialdemokrater, som mødtes til et arbejdsmøde for at sætte fokus på Stærke fællesskaber – en dagsorden, vi i Socialdemokratiet er opsatte på, at vi i Hillerød Kommune skal lykkes med.
Vi havde en god og vigtig snak om, hvordan vi i fællesskab kan sikre, at ambitionerne for børn og unge i hele kommunen bliver til virkelighed.
To af vores kandidater, Vivi Wøldike og Metin Walat Deniz, delte erfaringer fra deres arbejde i folkeskolen, hvor de hver dag bidrager til tryghed, relationer og udvikling – præcis det, Stærke fællesskaber handler om i praksis.
Stærke Fællesskaber er for os en dagsorden om, at alle børn skal have de bedste muligheder for at trives og vokse op til at kunne vælge uddannelse og arbejde. Mange har en vigtig rolle at spille sammen med familierne: Sundhedsplejen, dagtilbuds og skolernes medarbejdere og medarbejdere og frivillige i foreningsarbejdet.
Det er afgørende, at strategien ikke bare lever på papir, men i virkeligheden – i klasselokalerne, på legepladserne og i lokalsamfundene. Derfor er det en styrke, at vi har kandidater med både viden, hjerte og erfaring fra hverdagen.
Børns og unges trivsel er noget, vi i Socialdemokratiet i Hillerød står stærkt på – og noget vi vil arbejde målrettet for i den kommende byrådsperiode.