NYT FRA REGIONEN

Stigning i voldsepisoder på hospitaler og i akutberedskabet

REGION HOVEDSTADEN - 01. april 2025
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner

En ny opgørelse fra Region H viser en markant stigning i voldsepisoder på hospitaler og i akutberedskabet fra 2022-2024. Flere ansatte møder patienter og borgere, der reagerer med fysisk eller psykisk vold, især blandt misbrugere, demente, psykiatriske patienter, bandemedlemmer og vrede pårørende.

I 2022 blev der anmeldt 31.374 voldstilfælde i Danmark, det højeste antal siden 1990, hvoraf 24 % var mod offentligt ansatte. Akutmodtagelserne på Herlev, Gentofte og Nordsjællands Hospital har oplevet en stigning på 69 % i fysisk vold og 92 % i psykisk vold fra 2022 til 2024.

Det skal være trygt at gå på arbejde
Voldsepisoderne påvirker naturligvis medarbejderne, især fordi alvorligheden af episoderne er stigende. En del af volden ser ud til at være relateret til et stigende antal patienter påvirket af GHB (Fantasy) og andre stoffer.

Medarbejdernes sikkerhed er en vigtig prioritet for os Socialdemokrater. Ingen skal gå på arbejde og frygte for liv og førlighed.

Derfor arbejder vi sammen med regionsrådet, hospitalsledelserne og medarbejderne for at sikre bedre og mere effektive forebyggelses- og håndteringsstrategier. Vi sætter også politisk fokus på behovet for at stoppe den stigende handel med og adgang til stoffer, især blandt børn og unge.

Vi skal passe på dem, der passer på os
Vi gennemfører derfor kontinuerlige indsatser med dialog, undervisning og træning i konflikthåndtering for ledere og medarbejdere, vi forbedrer kommunikationen med patienter og borgere, og optimerer den fysiske indretning af arbejdspladserne for at øge sikkerheden.

Samarbejdet med politiet og kommunerne er intensiveret, og vi anvender sikkerhedsvagter, videoovervågning og metaldetektorer selektivt. Desuden har vi accepteret aflåsning af akutmodtagelserne i nattetimerne.

Medarbejderne kan i dag undlade efternavn på ID-kortet, og fra den 2. april 2025 bliver det muligt at sløre medarbejderes navne i patientjournaler for truende eller voldelige patienter.

En attraktiv arbejdsplads skal være en sikker arbejdsplads – også efter arbejdsdagen ophører.