NYHEDER & DEBAT

2025 står i kommunal- og regionsvalgenes tegn

NYHED - 02. februar 2025
Af Kirsten Jensen, Borgmester

Hvis jeg skal nævne noget, som vi prioriterer meget højt, så er det børn og unges trivsel – vi står for en meget stor satsning for børn og unges trivsel, som vi kalder: Stærke Fællesskaber.

Et udgangspunktet er, at mange børn og unge ikke trives, og tallet stiger. Et andet udgangspunkt er, at selvom vi investerer mange ressourcer i det, så er det ikke altid vi lykkes – det er ikke altid at et barn eller et ungt menneske får det så godt af den specialiserede indsats, at det kan komme tilbage i sin lokale skole til vennerne fra vejen igen eller kan lære så meget, at de kan bestå folkeskolens afgangsprøve.

Det er faktisk langt fra sikkert, at det sker, og så bliver disse unge mennesker i et spor for dem selv – faktisk resten af livet. Det er ikke til at bære.

Så vi har tænkt på, hvordan vi kan vende nogle tanker og indsatser på hovedet – stille og roligt og ordentlig forberedt. Ved sidste budgetaftale gav vi stadig et meget stort millionbeløb til de specialiserede indsatser, som mange er visiterede til. Men vi gav også flere penge til vores folkeskoler. Der er brug for flere medarbejdere i vores folkeskoler. Som jeg hørte en lærer havde sagt: Jeg ved jo godt, hvad det er, jeg skal gøre med eleverne, men jeg kan bare ikke nå det.

Derfor vil vi gerne vende tingene lidt på hovedet, ved at trække flere af de ressourcer, vi bruger på det specialiserede område ind i vores folkeskoler. Vi bliver ikke ’mindre dygtige’ men bruger kompetencerne tættere på det sted, hvor børnene starter i skolen. Vi har ikke længere før-HFO, hvor de store børnehavebørn starter i skole 1. maj, fordi mange børn har svært ved skift. Så vi fjerner et skift ved, at alle starter i skolen til august (og ikke både 1. maj og igen et skift til august).

I kommunen er det et stort sats med stærke fællesskaber, og det er ikke alene udformet af dem, som arbejder med dagtilbud og med skole men også af dem som arbejder med kultur og fritid – for børnene hænger det jo sammen – det med børnehave og skole og det med fritid efterfølgende. Og fritidsaktiviteterne kan være en mulighed for at få flere kræfter til at kunne det i skolen bedre.

Vi har nogle byrådsmedlemmer og nogle kandidater, som er meget dygtige til dette med børn og unges trivsel.

Et andet helt uomgængeligt område, som vi prioriterer højt, er vores planet, og ikke mindst den del af den, som vi har ansvaret for i vores kommune - det vi gør af godt kan række ud over vores kommunegrænser, da luft og vand bevæger sig, som det gør. Her vil jeg nævne et samarbejde som vi er ved at få sat i gang med borgere og tre kommuner omkring Arresø – hvor der er aflejret tonsvis af miljøfremmede stoffer over årene – det er statens sø – men med den grønne trepart ser det ud til, at vi kan få stoppet nogle (helst alle) udledninger fra det åbne land, ligesom vores forbedrede rensningsanlæg og separatkloakering kan få stærkt reducerede udledninger yderligere ned.

Den grønne trepart er en historisk mulighed, fordi den netop er resultat af en forhandling mellem parter. Den kom netop som vi selv var kommet godt i gang med vores klimastrategi/handlingsplan, og den grønne trepart vil på nogle måder overlappe den indsats.

Vi har som kommer meget kort tid til at bringe den grønne trepart i hus, men opgaven er god – meget mere natur i Danmark – men der skal gøres en stor indsats for det, der er stadig frivillighed – dog med ’bagkant’ som vil lægge et mildt tryk på parterne, og det har vi brug for.

Vi har i mange år skullet beskytte det rene drikkevand, men her har det været muligt ikke at gå ind på den erstatning, der kunne tilbydes for det jord, som tages ud af produktion, og det har gjort det meget svært at komme videre. Når vi fremover kan plante endnu mere skov er det godt for grundvandet.

Vi skal i det hele taget passe på vores vandressourcer, og vi bruger meget vand. Derfor arbejder vi sammen med Hillerød Forsyning og virksomhederne for adgang til at bruge teknisk vand i industrien.

Vi er et område som også bruger virkelig meget strøm, og vi har selv et ansvar for, at den i højere grad bliver grøn. Derfor kommer vi til at behandle forslag om solceller. Vi vil også gerne have sol på kommunale anlæg; det er dog stadig besværligt.

Vi har holdt et umanerlig velbesøgt borgermøde om mere grøn og effektiv transport, og der er kommet mere end 700 forslag til forbedringer på Sammen om Hillerød. Vi har for megen trængsel, alt kan ikke ændres ved flere eller brede veje, derfor skal vi have flere over på cykel, gåben og i bus og tog. Det kommer vi til at tale meget mere om.

Jeg har nævnt nogle emner, det er værd at kæmpe for med et socialdemokratisk hjerte frem over.

Vi har kant til andre partier f.eks. når det kommer til spørgsmålet, om en fredningssag som Strø Bjerge, hvor vi gerne vil gå ind i fredningssagen sammen med Danmarks Naturfredningsforening, men et lille blåt flertal ville ikke skærme Strø Bjerge. Vi har kant til andre partier i sagen om Upcycklingscenteret på Højlundevej, hvor vi er kommet frem til, at det er en dårlig idé med en stor virksomhed i det åbne land, tæt på naboer og med højere trafiktryk på smalle veje. Vi har også kant til de andre i spørgsmålet om naturnationalparken, hvor et lille flertal i byrådet uden om os ikke ville have elge; det kommer der heldigvis. Fordi naturnationalparkens bestyrelse har bestemt det.