NYT FRA REGIONEN
Udviklingen vendt - Vi tiltrækker og tilknytter flere ledere og medarbejdere i Region Hovedstaden

REGION HOVEDSTADEN - 30. januar 2025
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner
Allerførst vil jeg gerne ønske jer alle et rigtigt lykkebringende nytår 2025 med håbet om, at I alle er kommet godt ind i det nye år.
Som formand for Udvalget for Fastholdelse og rekruttering kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre udgang på 2024.
Her lige før jul var både Regionrådsformand Lars Gaardhøj og jeg så ude og ”prale” lidt.
Det er nemlig lykkedes at vende udviklingen hvad angår fastholdelse og rekruttering i Region H gennem bl.a. det udvalgsarbejde, jeg som formand for Udvalget for Fastholdelse og rekruttering, har stået i spidsen for siden 2021.
Nye tal ultimo 2024 viser, at Region Hovedstaden har fået 311 flere sygeplejersker, 88 flere jordemødre, 272 flere læger og 25 flere radiografer end for 2 år siden.
Selv om vi har lidt færre ansatte med en Sosu-uddannelse, så er antallet i dag fortsat højere end i 2021. Faldet kan forklares med, at hospitalerne i en periode med mangel på sygeplejersker har haft flere Sosu-assistenter ansat, og at dette er ved at udligne sig igen.
Antallet af sundhedspersonale, der forlader regionen som arbejdsplads er samlet set faldet fra 12,8 % for 2 år siden til i dag 10,3 %, ligesom flere nyansatte bliver i jobbet.
For 2 år siden forlod 43% af de nyansatte regionen som arbejdsplads inden for det første år – det tal er i dag faldet til 30%. Blandt ny-ansatte sygeplejersker, hvor fratrædelserne var særligt alarmerende er der sket et markant fald på hele 14% fra 34 % til 20 %. Antallet af fratrædelser blandt nyansatte jordemødre er også faldet markant fra 43 % til 22 %. Oveni modtager vi nu gennemsnitligt 8 ansøgninger pr. jobopslag mod i 2022 kun 2.
Sidst men ikke mindst er sygefraværet siden oktober 2022 faldet fra 16,4 til 14,5. I samme periode er jobtilfredsheden steget fra 3,9 til 4,0 på en skala fra 1 til 5. Særligt sygeplejersker og jordemødre er blevet mere tilfredse. Vi kan også notere os at 75% af alle ansatte i regionen er i høj eller meget høj grad tilfredse med jobbet som helhed. Kun 4 % er kun i ringe grad eller slet ikke tilfredse med jobbet. Det er en meget positiv udvikling.
I 2025 og frem skal vi implementere en ny sundhedsreform, en ny kræftplan og en ny uddannelsesreform. Vi skal opbygge en ny Region Øst og fortsat rulle 10-årsplanen for Psykiatrien ud. Det kræver en særlig opmærksomhed på, at vi passer på dem, som passer på os, så vi stadig opleves som en attraktiv og tryg arbejdsplads. Det vil jeg have et særligt stort fokus på i 2025 og 2026.