Vi er sammen om at skabe et blomstrende kulturliv

Vi bakker op om kulturen, som er så vigtig for vores liv. Kulturen taler til vores følelser og sanser. Kunst, litteratur og musik får os til at udvide vores forestillingsevne, vækker vores indfølingsevne, mobiliserer vores solidaritet med mennesker, og hanker op i vores æstetiske sans. Vi vil opmuntre dem, som kan se betydningen af kulturen og give muligheder for dem, som er fascinerede af deres instrumenter, drejebænke og pensler. Vi vil bakke op om dem, der kan lære fra sig, og hvis pædagogik kan bringe mennesker sammen gennem kulturen.

I vores kommune skal der være mulighed for kunst, kultur og oplevelser, og det er noget, vi kan være sammen om. Vi skal give rammer til både de dygtige professionelle fagmedarbejdere, og de passionerede frivillige.

Vores børn skal møde musik og kunst i dagtilbud og skole. Kreative og praktiske fags betydning skal vægtes højere. Elever som spiller eller bygger sammen, lærer ikke bare musikken eller håndværket bedre at kende. De bliver en del af et fællesskab, hvor den enkelte har en særlig betydning i samspillet. Det giver en livserfaring og forståelse, som vi mener er meget værdifuld.

En kulturanalyse viser, at borgerne i vores kommune ligger højt på kulturelle muligheder.

Det er vi stolte af, og vi ved, at det skyldes gode rammer og engagerede foreninger og borgere. Hillerød Bibliotekerne udvikler hele tiden nye muligheder for borgerne, og biblioteket et populært sted at læse for de mange unge studerende i Hillerød.

Nogle af kommunens kulturinstitutioner byder både indenfor hos sig selv og bidrager til undervisning og leg i dagtilbud og skoler. Musikskolen forstærker i dagtilbud og skoler det, som dygtige pædagoger og faglærere i musik og billedkunst kan.

Klaverfabrikken har øvelokaler til bands, og lader unge arrangere festivalen New Note. På Musikskolen kan man lære at spille instrumenter og spille sammen med andre.

Vi støtter fuldt ud, at kulturinstitutioner kan engagere passionerede frivillige.

Vores Frivilligcenter har ansatte, som understøtter mange frivillige på det sociale område.

SKIF i Skævinge er brugerstyret og samarbejder med kommunale institutioner.

Grønnegadecenteret har få ansatte, men et væld af frivillige.

Nødebo Kro har et imponerende kulturprogram og får støtte via forsamlingshuspenge.

Annaborg drives af Kunstforeningen og Slotsbio drives af frivillige.

Det kendetegner vores landsbyer og lokalsamfund, at der kan skabes godt sammenhold omkring lokale samlingssteder, som Kulsviergården i Alsønderup, købmanden i Gadevang, UFC i Uvelse eller sportspladsen i Gørløse.

Det er tydelige tegn på, at der er mange frivillige, som tager ansvar og skaber fællesskab.

Frederiksborgcenteret med Royal Stage er med til at sikre de helt store, kulturelle begivenheder og giver hver dag plads og rum til mange brugere.

Royal Stage har haft store, økonomiske vanskeligheder, som byrådet har besluttet at hjælpe med at løse. Det mener vi i Socialdemokratiet har været helt nødvendigt for at sikre tusindvis af små og store brugeres mulighed for at træne og dyste, og opleve store kulturelle begivenheder og sportsbegivenheder.