NYT FRA REGIONEN
Omsorg er fundamentet for et stærkt sundhedsvæsen
REGION HOVEDSTADEN - 10. september 2025
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner
D. 12. august 2025 var jeg på vegne af Region Hovedstaden og Udvalget for fastholdelse og rekruttering vært for en stor Omsorgskonference på Hotel Scandic, Sluseholmen.
På konferencen deltog næsten 300 medarbejdere og ledere fra Region Hovedstaden, kommunerne og andre interessenter. Det blev en fantastisk konference med mange gode indlæg.
Formålet var at sætte Omsorg på dagsordenen, som en uundværlig del af et velfungerende og menneskeligt sundhedsvæsen. Desuden at synliggøre, at omsorg ikke er luksus eller sentimentalitet, men en faglig og værdiskabende kerneydelse, som jeg – og andre mener, skal prioriteres på lige fod med lægefaglig behandling.
Omsorgen er betydningsfuld for alle - men i praksis usynlig
Gennem de sidst mange år har både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle oplevet, hvordan omsorgen er blevet trængt af systemlogikker og effektiviseringskrav. Omsorgens værdi er vanskelig at måle og dokumentere i traditionelle systemer, hvilket har medført en nedprioritering omsorgen. Faktisk så meget, at man slet ikke kan slå ordet omsorg op i Sundhedsplatformen. Dette til trods for, at der er evidens for, at omsorg skaber reel værdi og styrker både behandlingskvaliteten og den samlede patient- og pårørendetilfredshed.
Ny forskning viser endvidere, at øget tid til – og fokus på omsorg som kerneydelse, bidrager til at øge patientsikkerheden, reducerer antallet af genindlæggelser og forbedrer arbejdsmiljøet og arbejdsglæden for de sundhedsprofessionelle.
Tid til omsorg er således ikke en omkostning, men en investering i livskvalitet, faglighed og sammenhæng.
Patientfortællinger, de faglige oplæg og deltagernes tilbagemeldinger dokumenterede da også, at en styrket omsorgsindsats er både fagligt, rekrutteringsmæssigt og økonomisk klogt - og voldsomt efterspurgt af både patienter, ledere og medarbejdere.
Omsorgen skal styrkes som kerneydelse på lige fod med behandling for patienterne og de fagprofessionelles skyld
Et menneskeligt omsorgsvæsen SKAL have fokus på omsorg, så borgerne mødes nysgerrigt, værdigt og relationelt, ikke mindst når de er allermest sårbare.
Derfor fremsætter jeg et medlemsforslag på vegne af Socialdemokraterne på Regionrådsmødet i september med det formål at styrke og understøtte omsorgen som en synlig kerneværdi i fremtidens sundhedsvæsen. Det tror jeg vil gøre en positiv forskel for mange brugere og ansatte.