NYHEDER & DEBAT
Vi anbefaler et genvalg af Kirsten som borgmester
VALG 2025 - 17. september 2025
Af Socialdemokratiet i Hillerød
Vi er et hold af socialdemokratiske kandidater, der hver især har valgt at stille op, fordi vi elsker vores kommune og tror på fællesskabet. Vi ser hver dag, hvad der fungerer, og hvor vi kan gøre det endnu bedre. Derfor vil vi også gerne her komme med en klar og hjertelig anbefaling af vores Borgmester Kirsten Jensen, lige som hun har gjort med os.
Vi anbefaler et genvalg af Kirsten som borgmester i Hillerød Kommune.
Med Kirsten i spidsen har Hillerød nu en sund og stærk økonomi.
Det skal blandt andet hjælpe os med at løfte folkeskolen med flere fagprofessionelle og renoveringer, med at imødekomme mange børns særlige behov og øget trivsel, med at sikre, at vi stadig har plejehjem der lever op til tidens krav og med at skabe bedre vilkår for cyklister, busser og biler. Det skal ruste os i kampen for et bedre klima, et rent miljø og mere natur.
Vi anbefaler Kirsten som borgmester, fordi Hillerød Kommune er det sted, hvor vi elsker at bo, leve, arbejde og uddanne os. Og fordi vi ved at der stadig er meget at gøre.
Kirsten har arbejdet ihærdigt for færdiggørelse af motorvejsudvidelsen, for Favrholm Station og udvidelsen af Overdrevsvejen, for at få flere uddannelser til Hillerød og få Nordsjællands Hospital til at ligge her hos os.
Kirsten er altid parat til at give andre en håndsrækning, og hun er drevet af at skabe mere lige muligheder for mennesker. Det mærker vi hver dag.
Vi ved, at Kirsten vil tage ansvar og vise en vej for fremtidens velfærd.
Vi kan alle sammen gøre noget i en tid med falske nyheder, og forsøg på at skabe splid mellem mennesker. Vi kan starte med at tale ordentlig sammen og Kirsten står for den gode tone.
Kirsten har vist sin evne til at samarbejde, når først støjen fra valgkampen har lagt sig. Og der skal samarbejdes for at skabe holdbare løsninger for alle borgere.
Vi vil opfordre dig til at give Kirsten genvalg som borgmester. Når Kirsten skal være borgmester, skal du stemme socialdemokratisk. Vi vil alle sammen gøre vores bedste, når du viser os din tillid på valgdagen.
Ansvar, tillid og fællesskab er et valg.
Stem socialdemokratisk den 18. november til Hillerød Byråd.