NYHEDER & DEBAT

Vi skal have et stærkere beredskab i Hillerød

TALE - 1. juni 2026
Af Kirsten Jensen, Byrådsmedlem

Allerede i januar foreslog vi borgmesteren, at Hillerød Kommune inviterer borgere, foreninger og institutioner til et fælles møde om beredskab. Mange tænker allerede over, hvilken rolle de selv kan spille i en krisesituation, men jeg tror også, mange savner et tydeligere udspil fra kommunen.

 

Vi håber at sagen snart kommer på, så vi kan komme videre og ikke ligger stille flere måneder endnu.

Hvis man kigger til Allerød kan man se at et overvældende antal borgere meldte sig til et lignende møde. Det viser, at interessen og behovet er der. Sådan et initiativ bør vi også tage i Hillerød, og vi fortsætter med at presse på for det.

 

For os handler det både om tryghed og om fællesskab. Om at give borgere viden om, hvad man selv kan gøre, men også vise hvordan foreninger, institutioner og lokale fællesskaber kan hjælpe hinanden, hvis en alvorlig situation opstår.

Samtidig skal selve brandberedskabet styrkes.

Hillerød har et af landets billigste beredskaber. Derfor er det også positivt, at der nu lægges op til et kvalitetsløft med mere fuldtidsberedskab, bedre muligheder for rekruttering og mere tid til uddannelse og øvelser.

Vi havde gerne set et endnu større løft, men den foreslåede model er et klart skridt i den rigtige retning, og vi håber, den bliver gennemført hurtigt.

Til sidst skal der lyde en stor tak til både fuldtids- og deltidsbrandfolk samt de frivillige i beredskabet. Tak for den enorme indsats I gør for vores sikkerhed og tryghed.