NYHEDER & DEBAT

Klub Vest

DEBAT - 09. april 2026
Af Metin Deniz, Byrådsmedlem

KlubVest er drevet af engagerede frivillige, der giver deres tid, energi og hjerte.

KlubVest er et lokalt tilbud, hvor børn og unge kan mødes i trygge rammer, være en del af et fællesskab og få gode oplevelser sammen – både i huset og ude af huset med aktiviteter som fodboldkampe, ture i skøjtehallen og madaftener.

Hver torsdag samles 45-60 børn og unge. De kommer fra alle samfundslag, og netop dét er en stor styrke. Her mødes man på tværs, bliver en del af et fællesskab og oplever, at man hører til. Det er sundt. Det er vigtigt. Og det er noget, vi har brug for mere af.


Uge efter uge skaber de frivillige tryghed, relationer og gode oplevelser for vores børn og unge.

Det fortjener kæmpe respekt.

 

Og nu er der også startet KlubVest+ – et tilbud for børn med autisme, som afholdes én gang om ugen.

Det er et vigtigt skridt. For alle børn og unge har brug for fællesskaber, men ikke alle fællesskaber passer til alle. Med KlubVest+ skabes der plads til, at flere børn kan være med på deres egne præmisser, opbygge relationer og blive en del af et socialt fællesskab.

 

Det er præcis sådan, vi forebygger mistrivsel og styrker fællesskabet.

 

I Socialdemokratiet (A) har vi allerede været med til at sikre mere støtte til KlubVest de seneste år, blandt andet til indretning og via Basen (SSP), som stiller 1-2 medarbejdere til rådighed hver torsdag.

 

Men vi skal gøre mere. For det her bæres i høj grad af frivillige kræfter og de løfter en opgave, som har enorm betydning for vores børn og unges trivsel. Derfor ønsker vi, at KlubVest bliver en fast del af budgettet fremadrettet. For det, de beder om, er beskedent.

 

Men det, de giver igen, er uvurderligt.