NYHEDER & DEBAT

En stationsombygning uden tunnel er en ommer

DEBAT - 09. marts 2026
Af Susanne Due Kristensen, Byrådsmedlem og medlem af Region Hovedstaden

I Nordsjælland bor omkring 330.000 mennesker. Vi ved, at let adgang til S-tog, uddannelse og arbejde er afgørende, hvis flere skal vælge grøn transport. Samtidig har Nordsjælland den største andel af både ældre og borgere med funktionsnedsættelser i Region Østdanmark. For mange er kollektiv trafik ikke et tilvalg – det er en nødvendighed.


Derfor har vi Socialdemokrater sammen med Handicaporganisationerne, Cyklistforbundet, Pendlerforeningen m.fl. – lokalt og regionalt – længe krævet, at ombygningen af Hillerød Station også planlægges med en tunnel, ikke kun en gangbro med trapper og én elevator op og ned til stationsperronerne. En gangbro alene vil dagligt presse tusindvis af passagerer gennem den samme flaskehals. Cykler, barnevogne, ældre og mennesker med nedsat mobilitet får et stationssystem, der allerede fra start er bygget til trængsel. Og når elevatorerne svigter, mister mange helt tilgængelighed til og fra stationen. Det er uambitiøst – og uanstændigt.

 

Offentlig transport er afgørende mod trængsel og klimaudfordringer og skal være let tilgængelig for alle. Det er uværdigt og uforståeligt, at forligspartierne har accepterer en model for ombygningen, som gør kollektiv trafik mere tidskrævende, mindre tilgængelig og for nogle helt ubrugelig. Vi taler om landets ottende mest trafikerede station og Nordsjællands vigtigste trafikknudepunkt!!!!!


Der er ovenikøbet valgt den samfundsøkonomisk dyreste og fagligt dårligste løsning, som ventes at føre til passagertab og årligt tidsspild på omkring 50.000 timer. En dyr og utilgængelig station løser ingen af de udfordringer, ombygningen burde adressere – jo for gennemkørende passagerer, men ikke for de fleste, der dagligt bruger Hillerød station til og fra København, uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladser som Novo og Nyt Nordsjællands Hospital.

 

Mobilitet er en forudsætning for et inkluderende samfund. Derfor må forligspartierne tilbage til forhandlingsbordet. En stationsløsning uden tunnel er ikke et kompromis – det er en fejl, som vil svække tilgængeligheden til den kollektive trafik og øge bilismen.