NYHEDER & DEBAT

Kirsten Jensens 1. maj tale

TALE - 01. maj 2020
Af Kirsten Jensen, Borgmester

På en 1. maj i Coronatiden er det værd at tænke på betydningen af et stærkt samfund. Med stærkt mener jeg et samfund med fokus på fælles løsninger og retfærdighed. I vores samfund skal man f.eks. ikke være i tvivl om, at der er plads til en på hospitalet og måske ligefrem på den intensive afdeling, hvis du får brug for den. Vi vil ikke have, at det skal være held eller pengepung, der bestemmer det. Vi har kæmpet for det i årtier, og samfundet viser virkelig sin styrke nu, hvor vi alle er under pres.

Overalt i vores kommune kan jeg mærke sammenholdet i forebyggelsen af mere smitte lige fra hold afstand-strimler, sprit, handsker og ’kun 2 ad gangen i butikken’-skilte. Alle gør deres. Både for at bryde smittevejene og for at holde økonomien oven vande. Mit indtryk er, at vi på én gang trækker på fællesskabet nu og fornyer det. Vi får øjnene op for hinanden på en ny måde i denne krise.

De kommunale medarbejdere skulle for de flestes vedkommende gå hjem og arbejde efter den 11. marts, men jo ikke dem i pleje eller nødpasning, og efter Påske heller ikke alle dem, der har med børn og skole at gøre. Uanset om du er privat eller kommunalt ansat, så mener de fleste nok, at deres arbejde er blevet sværere at udføre. Mens nogen har fået flere opgaver, har andre måtte sige farvel til deres arbejdsplads. Mange har prøvet eller er stadig i gang med på én gang selv at passe børn, undervise og passe deres arbejde inden for hjemmets fire vægge. Det trækker veksler.

Oven i købet er denne anderledes periode lang. Den har varet i næsten 7 uger. Det at være i en særlig situation i så lang tid betyder, at mange kan føle sig noget udasede, og man savner sine kolleger.
Men vi gør, hvad vi kan for at holde humøret oppe. Ud over de statslige hjælpepakker har byrådet blandt andet godkendt at fremrykke betaling af regninger, at fremrykke anlægsarbejder for et meget højt beløb på grund af et særligt statsligt lån, og at åbne dagtilbuddene igen i størst muligt omfang efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, derfor har vi måtte ansætte flere pædagogmedhjælpere og flere rengøringsmedarbejdere.

Det er mit indtryk, at alle arbejder med. Forældrene arbejder med, børnene tager det flot og medarbejdere og ledere gør deres allerbedste og i en meget positiv stemning. Og de 27 valgte borgere, byrådet, gør deres bedste for at holde fast i det gode samarbejdsklima – og det skulle også bare mangle, når vi kan se behovet for støtte og alle de gode tegn på hjælpsomhed, som dukker op overalt.

Tak til alle og god 1. maj!