NYHEDER & DEBAT

Brede aftaler er bedst

LÆSERBREV - 16. oktober 2017
Af Jamil Cheheibar, Byrådsmedlem, A   

Årets budgetforhandlinger viser, at samarbejde er vejen frem for Hillerød. Jo flere, vi kan samle om en politisk aftale i byrådet, jo flere af kommunens borgere vil se sig selv repræsenteret i den.

I Kirsten Jensens (S) borgmestertid var fem ud af seks budgetforlig brede, og langt de fleste partier kunne samles om en fælles fremtid for kommunen. I den sidste valgperiode er billedet nærmest omvendt – kun et ud af 4 budgetforlig samlede de fleste. 

Valgforbundet med SF og Ø er vores udgangspunkt for det fremtidige samarbejde og ligner de valgforbund, der før har været, og som er endt med samlende løsninger. Vi er enige om at sikre bedre kvalitet i skoler og dagsinstitutioner, fremme integration, passe på de svageste og skabe flere bæredygtige arbejdspladser. Andre partier vil være enige med os på mange punkter, og vi skal finde hinanden i gode løsninger på fælles udfordringer fra alle borgere. Vælgerne skal vide, hvad vi står for - og at vi står sammen om at ønske en så bred konstituering som muligt efter valget.

Socialdemokratiet vil arbejde for det brede politiske samarbejde, der har været kendetegnet, når vi har siddet for bordenden.