NYHEDER & DEBAT

Til kamp for velfærden

ARTIKEL - 13. maj 2016
Af bjørkman, Frederiksborg Amts Avis - Foto: Allan Nørregaard 

NOK ER NOK: I 73 af landets kommuner blev der i går demonstreret mod regeringens omprioriteringsbidrag. Også i Hillerød, hvor FOA og 3F delte flyers ud og talte med de forbipasserende.

HILLERØD: - Kender du alt til omprioriteringsbidraget? Spørgsmålet kommer fra Rene Silword, mens han stikker en flyer ud mod en ung mand, som tager imod den med et undrende ansigt. - Nej, hvad går det ud på?, spørger han. 

Han er langt fra den eneste, der ikke har helt styr på, hvad omprioriteringsbidraget er for noget. For at skabe opmærksomhed omkring det, har græsrodsbevægelsen Velfærdsalliancen, der består af fagforeninger, partiforeninger og uddannelsesinstitutioner, arrangeret demonstrationer rundt omkring i hele landet denne torsdag. Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne skal spare en procent af den samlede drift hvert år frem til 2019. Regeringen kan så bestemme, hvad pengene skal bruges til; om de skal tilbage til kommunerne, hvad kommunerne i givet fald må bruge dem til, og hvor mange af pengene, der kommer tilbage til kommunerne. Ifølge Hillerød Kommunes egne tal betyder det, at der skal spares 129 millioner kroner.

- Det vil gå endnu mere du over velfærden, end det allerede har gjort. Det er slemt nok i forvejen. Det er masser af eksempler på, hvor slemt det er: Bosteder, hvor ansatte bliver myrdet, plejecentre, hvor folk må ligge i deres senge længe. Det handler om rå pasning, og det gælder også i børnehaverne, siger næstformand i FOA Nordsjælland Ann-Mari Simonsen. 

På Torvet er omkring 20 personer fra FOA og 3F samlet for at dele flyers ud og gøre befolkningen opmærksom på omprioriteringsbidraget og dets konsekvenser. 

Godt med fokus 
Rene Silword sidder i byrådet for Socialdemokratiet, men han er på Torvet i sin egenskab af tillidsmand på Skansegården. Han er faldet i snak med en kvinde, som interesseret læser den flyer, som hun netop har fået i hånden.

- Jeg har selv en datter i institution, og det bliver jo bare værre og værre og værre. Der kan ikke skæres mere. Godt, at der bliver sat fokus på det, siger hun og går ned mod Slotsgade. Den næste kvinde har hørt om omprioriteringsbidraget. Jeg er ikke fan, siger hun.

Ret til at beholde pengene
Formand for 3F Frederikborg, Tue Tortzen, som også sidder i byrådet for Fælleslisten, er også med på Torvet. Han har forberedt en tale til dagens demonstration: - Vi har pligt til at give eleverne en god og velforberedt undervisning i vopre skoler. Vi har pligt til at give børnene en udviklende pædagogik og trygge rammer i daginstitutionerne. Vi har pligt til at tage vare på ældre og svage som ikke kan klare sig selv. Vi har pligt til at holde vores veje i en stand så trafiksikkerheden ikke er truet. Vi har pligt til at behandle vores medarbejdere ordentligt så de ikke bliver syge. Så må vi også have ret til at beholde de penge vi betaler i kommuneskat til at løse opgaverne, lyder det blandt andet fra Tue Tortzen.

- Nu går KL`s formand Martin Dam og næstformand Jacob Bundsgaard til forhandlinger med regeringen. De kræver at pengene skal blive i kommunerne. Vi er her og rundt om til møder og demonstrationer i hele landet for at bakke dem op. For at fortælle regeringen at de må lytte til dem som ved hvor skoen trykker. De lokale ved hvordan det ser ud i den virkelige verden, det kniber åbenbart for regeringen at forstå at der er sparet meget. Der er stor aktivitet i kommunerne. Tillidsfolk, handicaporganisationer, forældreråd, skolebestyrelser,fagforeninger og lokalpolitikkere på tværs af partierne er enige: Drop og bevar det kommunale selvstyre, siger Tue Tortzen. Han håber, at gruppen af fagforeningsfolk i løbet af de tre timer på Torvet får snakket med omkring 3-400 mennesker.

Læs mere om omprioriteringsbidraget og Velfærdsalliancen på www.velfaerdsalliance.dk.