NYHEDER & DEBAT

Christine Antorinis 1. maj tale i Hillerød

TALE - 01. maj 2016
Af Christine Antorini, MF, A 

Med kun 1 mandats flertal vandt Løkke magten sidste år. Løkke sagde på valgnatten, at han ville gå ydmygt til opgaven efter et historisk dårligt valg for Venstre. Med Thulesen Dahl, Søren Pape og Anders Samuelsens støtte blev han statsminister. Og som han sagde: Venstre er ikke interesseret i at få nøglerne til magten, kun for nøglernes skyld. Han tog alene ansvaret, fordi Venstre ville noget for Danmark. 

Men ydmygheden blev hurtigt afløst af præcist det modsatte. Venstre ville noget for Venstres eget bagland - og endnu engang give skattelettelser som åbenbart det eneste svar, de borgerlige har, når de skal give en eller anden slags vision for fremtiden. Men virkeligheden er, at vi har fået en regering, der har droppet troen på at investere i fremtiden, som skærer grundigt i ydelserne til dem, der har mindst her i Danmark, og sparer på ulandsbistanden og dermed ramme de mennesker i verden, der er mest udsat.

Fremtidens Danmark fik sendt en stor regning på 10 milliarder kroner fra Løkke og co., som uddannelser og forskning skal betale de næste fire år, og al tale om en grøn og energivenlig udvikling af Danmark er blevet gravet ned. Forlig om udbygning af bedre og billigere kollektiv transport blev ignoreret, og vigtige trafikprojekter blev sat i stå, som vi også har set her i Nordsjælland med stop af ombygningen af Hillerød Station og stop af udbygningen af Hillerødmotorvejen. Det er ellers trafikinvesteringer, der er krumtappen for et sammenhængende Nordsjælland: for familier, medarbejdere - og virksomhedernes muligheder for vækst og dermed flere job. Og det er forudsætningen for, at fx det nye superhospital bliver til gavn for hele Nordsjællands sundhed. Det kræver nemlig, at alle skal kunne komme til og fra. Som patienter, som pårørende og som medarbejdere.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har aldrig pralet af, at de var optaget af hverken miljø eller kollektiv transport. Det må man give dem. Og med sådanne regeringsvenner har det været nemt for Løkke at gå langt mere hårdhændet til værks for at fremme sorte landbrugsdagsordener, der står i skærende kontrast til den ydmyge Løkke på valgnatten, der ville gøre noget godt for Danmark.

Med direkte skrivestøtte fra landbrugets svar på Donald Trump – det såkaldte ”Bæredygtige Landbrug” – er de gået til vaflerne med at give frihed til at forurene mere i landbruget og dermed forringe vores alle sammens vandmiljø. Men også vores kyster skal nu ”liberaliseres”, så der kan bygges løs i naturområder, der ellers er en af de helt særlige herlighedsværdier her i Nordsjælland. Ikke bare for borgerne, men også for de mange turister, der nyder at komme her – og som skaber vigtige arbejdspladser for os alle.

De konservative fandt temmelig sent ud af – faktisk først, da de havde underskrevet landbrugspakken – at de ikke havde læst papirerne godt nok. Det blev de meget sure over, men det eneste, de fik ud af at være sure var, at vi alle sammen har fået Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister i stedet for Eva Kjer Hansen. Esben Lunde, der i sin korte tid som uddannelses- og forskningsminister bedst huskes for, at han mente, at uddannelsesstederne var ’kornfede’, og derfor uden problemer kunne effektivisere sig selv for 10 milliarder kroner. Og dernæst lige nåede at erklære på sin Facebook, inden han blev miljø-minister, at alle grønne partier og grønne organisationer var ’miljø-tyranner’.

Man kunne fristes til jokes om, hvem der egentlig er de kornfede miljø-tyranner, og som der nok er væsentlige flere af i Venstre, hvis ikke lige, det er så alvorligt for Danmark, at vi har fået en regering, der så åbenlyst er ligeglad med at investere i lige præcis det, der skaber Danmarks fremtid: Vores viden, moderne produktionsvirksomheder inden for sundhed, teknologi, klima og godt håndværk, uundværlige sygeplejersker, lærere, pædagoger, politibetjente, socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter og de mange andre dygtige medarbejdere i den offentlige sektor, der hver dag er med til at skabe og udvikle det Danmark, vi gerne vil kendes for. Hvor offentlig og privat ikke er hinandens modsætninger men forudsætninger.

Og som også er et Danmark, der har styr på økonomien, som vi i den røde regering havde på trods af hård international økonomisk krise, da vi desværre måtte overlade nøglerne til Løkke. Danmark har aldrig klaret sig godt ved at gå efter laveste fællesnævner på løn- og arbejdsvilkår. Det er også derfor, vi i den tidligere regering har prioriteret indsatsen mod social dumping så højt, noget som Løkke med DFs støtte også har sparet på.

Vi klarer os godt internationalt, når vi kombinerer en ansvarlig økonomisk politik med at investere i mennesker. Det er dét Danmark, vi alle sammen er så stolte af, og som er blevet opbygget gennem generationer og som mange lande omkring os gerne vil lære af. Det kán lade sig gøre – hvis man politisk vil det og prioriterer det.

Som jeg sagde, kan det desværre ikke overraske, at Løkke er sluppet igennem med eet mandats flertal at skære på hele den grønne indsats med Liberal Alliance, DF og De Konservatives støtte. Men han er også i gang med at skære dybt og skævt i vores fælles velfærd, og har valgt at ramme kirurgisk præcist de mennesker, der har det sværest i Danmark.

Med Dansk Folkepartis stemmer har de borgerlige skåret i de svageste pensionisters boligydelse. Også her fandt Thulesen Dahl ud af – efter han havde underskrevet finanslovsaftalen – at han ikke havde læst godt nok på papirerne. Meget kan man sige om Thulesen Dahl. Men at han ikke har tjek på pengene i en finanslovsaftale – det tror jeg ikke på. Men når man er populist, kan alle ens meget gyldne løfter ramme én som en boomerang. Også selvom Dansk Folkeparti nægtede at gå i regering og tage ansvar, på trods af, at de blev det største borgerlige parti. Men det er ikke gratis at love milliarder og atter milliarder i en valgkamp. Thulliarderne, som de blev kaldt. Når man vælger at pege på Løkke som statsminister – ja, så vælger man aktivt og med åbne øjne at støtte den nedskæringspolitik, som Løkke gennemfører. Kan man ikke lide Løkkes nedskæringer, så kunne DF have peget på en anden regering. Det gjorde de ikke.

Og derfor er det jo ikke kun de fattigste pensionister, der er blevet ramt. DF har også stemt nedskæringer i kontanthjælpsloftet igennem, der betyder, at fx enlige mødre med to børn mister over 30.000 kr om året, og et ægtepar med handicap kan miste over 160.000 kr om året. Selv mennesker, der har sat deres liv på spil for Danmark, slipper ikke. Hundredevis af krigsveteraner vil også blive skåret i deres kontanthjælp – med Dansk Folkepartis stemmer.

Men det stopper ikke her. Med lige så åbne øjne har Dansk Folkeparti også lagt stemmer til det såkaldte ’omprioriteringsbidrag’, som reelt betyder, at alle kommunerne skal aflevere millioner til Claus Hjorts egen kasse, som han så sammen med de borgerlige kan bruge til deres mærkesag nummer et: skattelettelser. Og de er allerede gået i gang med at lempe formueskatten og sænke registreringsafgiften for luksusbiler. Penge, de kunne have brugt på uddannelse og forskning og dermed fremtidens job. Men nej, skattelettelser skulle der gives.

I modsætning til Thulesen Dahl, der vrider sig for at stå ved skattelettelser til de rige og nedskæringer til de fattige, som han stemmer igennem, må man give finansminister Claus Hjort, at han siger tingene lige ud. Da han var på KLs kommunaløkonomiske topmøde her i januar, lagde han for med dette friske budskab:

– Det piner mig at høre den her klagesang om, hvorvidt det er de syge, de halte eller de etbenede, der skal holde for denne gang. For det er en usaglig måde at gå til det, mente han. Og supplerede:

– Jeg hører aldrig andet end jammer fra kommunerne!

Det var budskabet til kommunerne, der i forvejen har en stram økonomi, og som med ’omprioriteringsbidraget’ i årene frem går fra nulvækst til minusvækst. Det sker samtidig med, at vi alle står over for den kæmpestore fælles opgave at håndtere en folkevandring og flygtningestrøm, som vi ikke har set lige siden 2. verdenskrig.

1. maj er en international kampdag. Det er her, vi minder hinanden om det fælles værdigrundlag, der har båret et solidarisk samfund frem. Det er et værdigrundlag, der bygger på ret og pligt, lige muligheder gennem uddannelse og job, og – vil jeg gerne tilføje igen - styr på økonomien også i en rød regering, fordi vi ved, at hvis der ikke er styr på den, så er det altid de svageste, der rammes først, når arbejdsløsheden stiger og flere skubbes helt ud af samfundet.

Det gælder også de mange flygtninge, der kommer til Danmark nu. Vi kan ikke løse den alt for store ulighed og fattigdom, der er i Verden alene her i Danmark, og det er derfor, der ikke kan være fri adgang til alle migranter, der – helt forståeligt – har drømmen om et bedre liv, end i deres eget land med fattigdom. Men vi tager selvfølgelig vores del af ansvaret for de tusindvis af flygtninge, som især krigen i Syrien har skabt. Men det koster, for vi vil ikke bare parkere flygtninge i teltlejre uden at kunne arbejde og være en del af det danske samfund, som Dansk Folkeparti vil have det. Vi har også stemt imod den særligt lave indslusningsløn til flygtninge, der vil presse ufaglærte danskere ud af deres job. Og vi frygter for de store sociale problemer, vi vil se, når regeringens særligt lave integrationsydelse for flygtninge træder i kraft her efter sommeren, så de skal leve for halvdelen af en kontanthjælp – men stadig skal betale husleje, leveomkostninger mv. Det bliver stort set umuligt, og vi vil komme til at se børn vokse op i fattigdom. Det er ikke i orden og gavner på ingen måde god integration.

Job og uddannelse er præcis det samme, der styrker integrationen for flygtninge, som det er job og uddannelse, der giver danske borgere mulighed for at kunne klare sig selv og bidrage til samfundet. Men det koster, når vi alene i år vil modtage ca 35.000 flygtninge og familiesammenførte, der skal have mulighed for en rimelig bolig, børnene skal i daginstitutioner og modtagerklasser til skolerne, og de voksne skal så vidt muligt have adgang til et job.

I det Danmark, vi vil kendes for, er et socialt sikkerhedsnet, uddannelse og investeringer i job, det allervigtigste vi kan give til alle mennesker. Men vi skal huske, at det også gælder danske medborgere! Og derfor er det lige så langt ude på månen som DFs isolations-lejre, når de radikales Zenia Stampe mener, det er ’rigmands-protektionisme’ at stramme op på udlændingepolitikken i den helt særlige situation, vi står i. Jeg spørger bare: Er det flovt, at Danmark er det land i Europa, der tager 5. flest syriske flygtninge? Er det flovt, at Danmark modtager dobbelt så mange flygtninge i forhold til vores indbyggertal end vi skulle, hvis EU lavede en ren matematisk fordeling? Nej, vi har ikke noget at skamme os over.

Rigmands-protektionisme er, når man er så langt fra almindelige menneskers hverdag, at man uden problemer kan stemme dagpengeforringelser og efterlønsforringelser igennem, som De Radikale gjorde med den tidligere borgerlige regering og Dansk folkeparti. Rigmands-protektionisme er, når man ikke kommer med eet eneste forslag til, hvordan vi undgår at skabe et nyt – ikke A og B hold – men A og Å hold, hvis man ikke har nogle bud på en balanceret udlændingepolitik, og hvordan Danmark skal sikre en ordentlig integration uden at økonomien bliver slået fuldstændigt ud af kommunernes kasse. Vi har et lige så stort ansvar for at sikre, at også danskere i kanten af samfundet får deres chance, deres mulighed for en rimelig bolig, deres mulighed for uddannelse og job. Det er det, solidaritet handler om: at vi har blik for helheden og sammenhængskraften – for alle!

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god 1. maj – og held og lykke til vores faglige venner, der er i gang med meget vigtige trepartsforhandlinger om integration gennem job og uddannelse til flygtningene, praktikpladser til de unge til fremtidens faglærte job og ikke mindst at sikre mere efteruddannelse til voksne på arbejdsmarkedet, så de har de kompetencer, der skal til, for at have et job også i fremtiden.

Og husk: Der er kun eet mandat, der skiller mellem

Velfærd eller skattelettelser, Grøn eller Sort, Fællesskab eller sig selv nok!