NYHEDER & DEBAT

Møllebroprojekt udsat til nyt møde

ARTIKEL - 03. marts 2016
Af Jens Berg Thomsen, Hillerød Posten
 

Lokalplanen for det kommende boligbyggeri på Møllebrogrunden - Frederiksbro - må vente lidt endnu med at blive vedtaget. Louise Colding Sørensen (S) afviser, at hun og byrådskollegerne vil lægge stemmer til fem højhuse på hver 15 etager.

"Der er nogle ting, vi gerne vil have undersøgt nærmere. Om vi kan få mere præcis viden om byggeriets ydre grænser. Arkitekturen er bygherrens ret, men når det skal være så højt, vil vi gerne vide mere om, hvordan det ser ud," siger formand for miljø- og teknikudvalget Tue Tortzen (Fælleslisten).

Beslutningen om at udsætte var bred.

"Rummeligheden i hele projektet er vigtig, og der er nogle ting, vi skal vide, før vi kan fastlægge de endelige rammer og sætte søm i lokalplanen," siger Venstres medlem Dan Riise.

Mens Louise Colding Sørensen (S) afviser, at hun og byrådskollegerne vil lægge stemmer til fem højhuse på hver 15 etager, vil Tue Tortzen ikke tage stilling til det spørgsmål her og nu.

 

Højt under alle omstændigheder

Hvad ville du stemme, hvis du skulle sige ja eller nej til de 15 etager lige nu?

"Det vil jeg ikke sige noget om. Nu prøver vi at afsøge tingene. Hvis det var lige til, så var det afgjort i går," siger Tue Tortzen.

"Det bliver under alle omstændigheder højt. Det tror jeg, der er flertal for. Men hvor højt afhænger, hvad vi finder ud af politisk og sammen med bygherre."

En af de muligheder, der skal undersøges er, hvad der vil ske, hvis man barberer etager af højden på byggeriet.

"Projektet som det er nu, er flot. Men hvis færre etager giver en helt anden boligtype, vil vi gerne vide det. Det her handler om, at vi helst vil have papir på som meget som muligt. Men vi må også prøve at føle hinanden på tænderne og se, om der er noget, der er politisk flertal for. Vi vil stadig gerne have, at han bygger det. Og bygherren har selvfølgelig også noget at komme med," siger Tue Tortzen.

 

S: Der kommer ny lokalplan

Også Socialdemokraterne mangler svar på nogle ting.

"Det, der interesserer os meget, er, om vi kan få mere indflydelse på arkitekturen. Det er et meget stort projekt, der løber over mange år. Det er vigtigt, at det, der bliver bygget, har en arkitektonisk kvalitet. Det er svært at afgøre i sådan en lokalplan," siger Louise Colding Sørensen.

Økonomiudvalget holder næste møde den 16. marts. Inden da skal miljø- og teknikudvalget have holdt et ekstraordinært møde.

"Det er vores opgave som fagudvalg, at vi skal prøve at få det afklaret. Hvis vi ikke kan blive enige, må det være op til økonomiudvalget at træffe en beslutning," siger Tue Tortzen.

Hillerød Posten har ikke nået at få en kommentar fra bygherren M. Goldschmidt inden deadline.