NYHEDER & DEBAT

Gratis ungdomsklub i Hillerød Kommune

DEBAT - 16. november 2015
Af Christina Høi Skovdal, Næstformand i Børne- og Familieudvalget.

Vi skal have gode klubber til unge i vores kommune. Et tilbud til alle unge, ikke kun til de velfungerende børn og unge, hvor familien får ordnet det med kontingentet. Derfor spørger vi socialdemokrater, hvorfor man skal fastholde en medlemsbetalingen? Den er alligevel så lille, at den ikke betaler for klubbens virksomhed og giver administrativt arbejde. Men værre er det, hvis den er med til at spænde ben for at unge kommer i klubben.

Gladsaxe, Silkeborg, Svendborg og mange andre kommuner har valgt at gøre ungdomsklubben gratis. Socialdemokraterne vil gå samme vej. I Hillerød Kommune er der 371 medlemmer af ungdomsklubben, og med en målgruppe på alle 13-18 årige, så må det siges at være et beskedent medlemstal. Samtidig har Børne- og Familieudvalget netop besluttet en centralisering af ungdomsklubberne. Det betyder, at der fremover vil være ungdomsklub i Skævinge, Hillerød midtby og i Hillerød øst. Vi går fra 8 til 3 klubber, men beholder det samme budget på godt 1,8 millioner kroner til ungdomsklubberne, heraf udgør medlemsbetalingen 75.000 kr. eller 200 kr. pr. medlem. Derfor vil vi, selv ved at droppe kontingentet, have en rimelig økonomi bag de tre klubber.

Med færre klubber i Hillerød Kommune, skal vi gøre noget andet, end vi plejer. I samarbejde med de unge skal vi gentænke klubbens indhold, og trække på gode erfaringer fra det eksisterende klubarbejde.

Vores klubber er for alle unge, vi har dog et særligt ansvar overfor unge, der har det svært. Den forebyggende, opsøgende og kontaktskabende indsats skal ikke basere sig på et medlemskab og kontigentopkrævning. Socialdemokraterne håber, at især de svage unge kan have gavn af en kontigentfri klub. Det er en værdig og god opgave at lave klub for dem, som selv kommer, men hvis man ser på, hvad en kommunes rolle må være, og hvad klubberne skal repræsentere i vores tid, så er det at være tilstede der, hvor de unge er og give dem en form for kontaktbase.