NYHEDER & DEBAT

Vi skal behandle mennesker værdigt

DEBAT - 13. november 2015
Af Kirsten Jensen og Vivi Wøldike, Hillerød Byråd.

Krig og kaos skubber mange mennesker ud af deres hjem. Flere flygter. De allerfleste ikke så langt. Men en hel del kommer nu til Danmark og til vores kommune.

Der bliver gjort en kæmpestor indsats for at finde midlertidige boliger, for at lære dem dansk og finde et arbejde, og mange frivillige åbner hjem, klubber og hjerter for dem, der er fordrevet.

I Hillerød Byråd har de fleste af os fra starten besluttet, at vi ville tage imod dem, der er nødt til at komme her, på en ordentlig måde. Det betyder, at vi ikke alene som kommune finder boliger, nej, vi prøver også at sikre oplysning og inddragelse i de konkrete boligområder, hvor der rykker flygtninge ind i fx en forladt børnehave eller i en kontorbygning ved rådhuset.

Boligerne er midlertidige og ofte i bygninger, der ikke er bygget til boliger. Vi skal finde disse boliger, efter at vi i nogle år har effektiviseret, og har solgt mange ejendomme fra. Det er et pres. Byrådet må se på alle muligheder, og vi har fået oplyst, at mens ægtepar må bo i det samme værelse i en bygning, hvor der også er andre opholdsrum, så må et par venner ikke tildeles et fælles rum. Men hvis de nu gerne vil? Hvis de er mest trygge ved at dele et værelse? Må vi så dispensere fra reglerne? Ikke i dag, og derfor er vi med til at spørge, om man kan dispensere fra reglerne. Det skal regeringen svare på.

Det er dog blevet udlagt helt hen i vejret. Som om vi er i færd med at stuve folk ind på sovesale eller lade dem ligge som soldater på en kaserne bare uden viden om, hvornår "værnepligten" holder op -  og selvfølgelig helt uden mulighed for at komme hjem "på weekend". Det vil socialdemokraterne naturligvis ikke være med til.

Respekt for mennesker
Vi har respekt for alle mennesker. Også et eventuelt ønske fra mennesker, hvis de gerne vil dele et værelse.

Vi i kommunerne er blevet sat på en kolossal opgave, som vi meget bedre kunne løse, hvis regeringen ville hjælpe os. Vi har to hovedproblemer:

Vi har svært ved at få refusion fra staten for de faktiske udgifter vi får med det antal flygtninge, vi skal hjælpe. Det er staten der bestemmer, hvor mange der skal bo hos os.

Vi har svært ved at hjælpe flygtningene fra de midlertidige kommunale boliger til noget mere fast, fordi flygtningene har fået halveret det i forvejen beskedne beløb, de skal leve for. Og så kan man jo ikke betale en helt almindelig husleje i Danmark.

Vi er med andre ord i en økonomisk klemme, og det er flygtningene også. Vi har fået lov at indrette bygninger, der ikke er bygget til at være boliger til midlertidige boliger. Nu spørger vi om at få en faktisk refusion for faktiske udgifter. Vi spørger også, hvorfor man gør det umuligt for flygtningene at komme videre fra de midlertidige boliger til noget fast, som de selv kan betale.