Fundamentet for vores velfærd er vores kommunalt ansatte medarbejdere.

Af Thomas Brücker

Gruppeformand for Socialdemokratiet.

Kommunal velfærd har vi alle en holdning om og forventning til. Vi har ofte brug for den. Måske et barn i en af kommunens institutioner. Måske et familiemedlem på plejehjem eller behov for en af de mange andre ydelser, som en kommune yder. Vores velfærd skal fungere så vi kan få vores liv og hverdag til at fungere.

Fælles for disse mange ydelser er, at de udføres af en af kommunens mange medarbejdere. Vi kan kun sende vores børn og unge trygt afsted, eller være trygge ved, at vores ældre får den omsorg, de har brug for, fordi der er en medarbejder, som tager hånd om dem. vi har kær.

Vi har flere tusind kommunalt ansatte, der hver dag yder deres ypperste for at leve op til de forventninger, vi har til dem, men også til de forventninger de har til dem selv. Vi har som byråd et særligt ansvar for vores velfærdsmedarbejdere, så de kan yde den service, som vi kræver af dem.

Vi har i mange, mange år været nødt til at spare for at få enderne til at nå sammen, og har bedt vores ansatte løbe stærkere og udvise fleksibilitet, og der er ikke nogen garanti for, at vi kan stoppe med det.

Vi skal vide, at der er en grænse for, hvor meget vi kan spænde buen uden den sprænger. Der er en grænse for hvor stærkt, vi kan bede de ansatte om at løbe, og der er en grænse for, hvor fleksibel man kan være samtidig med, at man kan bruge sin faglighed, som er så vigtig for at kunne yde det allerbedste.

For os i Socialdemokratiet er det utroligt vigtigt, at de ansatte kan bruge deres faglighed og derigennem leve op til de forventninger, de har til dem selv. Det er vigtigt, at der er rum for pleje og omsorg og ikke bare pasning og brandslukning, som vi desværre hører oftere nu end tidligere.

Problemet er ressourcer, og selvom økonomiaftalerne mellem staten og kommunerne rummer store tal, så er de knebne, når de når ud til den enkelte arbejdsplads.  Den absolut største del af den kommunale service er omsorg, sundhed og uddannelse, og derfor kan vi ikke bare lade besparelser gå ud over noget, der er stærkt i stedet for noget, som er sårbart og kræver omsorg.

Vi lægger efter bedste forståelse budgetter, der er realistiske, men oplever alligevel, at de bliver overskredet. Behovet for støtte stiger på mange områder i vores samfund. Jeg mener, at det er meget svært at klemme mere velfærd til flere ud af de samme budgetter, som vi har i dag, og som vi jo skal holde.

Som sædvanligt skal vi 27 folkevalgte knække hårde nødder, og finde svære balancer, når vi skal forhandle budget til september. Netop fordi det er svært, håber jeg, vi igen kan finde bred enighed mellem de ansvarlige partier i vores byråd.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet mener, at vi har et særligt ansvar for at passe på de medarbejdere, der hver dag passer på så mange af Hillerød Kommunes borgere.