Sanktioner, hvis vi ikke arbejder efter FNs verdensmål?

Af Per Kristensen, Socialdemokrat, Hillerød

Det overordnede tema i forbindelse med FNs verdensmål er bæredygtighed. Det betyder ikke kun, at vi skal sætte fokus på miljøet, men også på social -, økonomisk – og kulturel bæredygtighed. Vi, der skal arbejde mod et mere bæredygtig samfund, er ikke kun FN og de 193 stater, det er også de offentlige institutioner samt virksomhederne og os borgere. Der er ingen prioritering af målene, og der er ingen sanktioner. Men hvis vi ikke gør noget, bliver konsekvenserne uoverskuelige.

Vi skal forbyde, at der installeres løsninger, der anvender fossile brændsler (olie og naturgas til opvarmning), når allerede eksisterende varmekilder skal udskiftes. Varmepumper spiller her en vigtig rolle. Det betyder derfor, at vi skal se på smartere bygninger, hvor de grønne løsninger er i fokus. Måske kan lavere pris på el stimulere til flere grønne løsninger.

De sidste års diskussioner har omhandlet emnerne klima, diversitet og ligestilling – ingen tvivl om at disse emner er meget vigtige. Og debatter er nu engang startskuddet til en aktiv handling. Handlingerne kræver samarbejde på tværs af de traditionelle grænser – offentlige såvel som private, og de traditionelle faggrænser skal sprænges, ellers er det svært at finde nye veje.

Et af målene hedder ”Partnerskaber for Handling”, et centralt tema. Det er nemlig ikke kun er de unge, der skal være aktive i forbindelse med handling på klima-området – vi gamle skal samarbejde med de unge. Det er ikke kun Naturfredningsforeningen, der skal arbejde for øget diversitet – vi skal alle bidrage. Det er ikke kun kvinderne, der skal skabe mere ligestilling mellem kønnene – mændene skal aktivt bakke op osv. Vi er nået langt i Danmark, men der er stadig udfordringer. Derfor skal vi reagere, når vi oplever en uretfærdighed.

Som omtalt er forventningerne og samarbejdet vigtigt – vi kan som samfund og med god samvittighed forvente en aktiv deltagelse fra landbruget. Ligeledes bør de store el-monopol selskaber bidrage fx med flere el-ladestandere til el-bilerne, og kommunerne skal ikke bremses i deres arbejde med at fremme den grønne omstilling af centrale regler.

Når alarmsignalerne viser sig, nytter det ikke at negligere dem – vi skal alle tænke på, hvordan vi kan ændre vores daglige rutiner, så de kan bidrage til en grønnere verden. FN’s verdensmål er trods alt vores fælles mål.