Integrationsydelsen er en spændetrøje

Af Pernille Rosenkrantz-Theil , folketingsmedlem for Socialdemokratiet

I POLITIKEN 2.3. hævdede min partifælle beboerrådgiver Ali Hassan, at Socialdemokratiet går ind for regeringens nedskæring på integrationsydelsen. Men det har Ali Hassan ganske enkelt ikke fået rigtigt fat i.

Socialdemokratiet er modstander af at sænke integrationsydelsen. Det har vores formand meldt ud fra dag 1, da regeringen foreslog det.

Vi har stemt for et ændringsforslag sammen med resten af oppositionen i folketingssalen, og vi vil fjerne nedskæringen efter et valg, hvis vi får mandater til det. Jeg har godt lagt mærke til, at mange på sociale medier har fået den del af vores politik galt i halsen. Så hermed et forsøg på at gøre det helt klart og utvetydigt: Vi er imod sænkning af integrationsydelsen.

I Socialdemokratiet tror vi ikke på, at mangel på penge er en løsning på noget som helst. Tværtimod er en økonomisk spændetrøje grim og grum. Den gør det uoverskueligt at tackle andre sociale problemer og fjerner værdighed.

Vi socialdemokrater har brugt over 100 år på at fjerne fattigdommen fra landkortet.
Og det bliver vi ved med. Det er derfor, vi går til valg på et opgør med de lave ydelser. Ikke blot integrationsydelsen, men også kontanthjælpsloftet.

Derfor vil vi nedsætte en ydelseskommission, der inden for 12 måneder efter valget skal komme med et forslag til et nyt ydelsessystem.

Læs fakta om Socialdemokratiets holdning til paradigmeskiftet

SÅ VIL DER sikkert sidde nogen og sige: Hvorfor ikke bare gå tilbage til de gamle ydelser? Fordi vi må erkende, at selv om de gamle ydelser gav en bedre hverdag, så var der en stribe udfordringer, det gamle system ikke løste. For det første fordi rigtig mange mennesker på offentlige ydelser har gæld. Og så nytter det jo ikke alverden bare at hæve ydelserne en smule, hvis det betyder, at pengene ender hos ågerkarle og sidegadevekselerer. Det skal et nyt system tage højde for.

FOR DET ANDET er der problemet med huslejen. Jeg tror, de fleste er klar over, at der er stor forskel på, hvad man skal smide i husleje, afhængigt af hvor i landet man bor. Og når de offentlige ydelser ikke tager højde for det, betyder det, at folk de facto er fattige der, hvor huslejerne er højest. Eller at der sker en social eksport til yderområderne, hvor pengene rækker lidt længere. Det er ingen tjent med.

Ville det andet være lettere i en valgkamp? Bare at sige, at vi ville skrue tiden tilbage? Ja, uden tvivl.

Og hvis jeg bare sagde, at alt blev som før, så ville det nok ikke have været nødvendigt at forklare vores holdning igen og igen. Det andet havde været lettere at forstå.

Men det havde også været at svigte de mennesker, der har så meget brug for Socialdemokratiet, og som både Ali Hassan og jeg selv bruger de fleste af vores vågne timer på.

Det vil jeg ikke være med til. Vi går til valg på et opgør med de lave ydelser.