Sundhedsreformen og den regionale udflytning

Af Susanne Due Kristensen, byråds- og regionsrådsmedlem

I Socialdemokratiet vil vi gerne bidrage til at udvikle vores samfund. Men ikke alene. Denne udvikling skal ske via demokratiske folkevalgte fora og i et samarbejde for- og med- borgerne. For os handler det om, at borgerne fortsat skal være i centrum og have direkte indflydelse på beslutningerne.

Jeg er enig med Sundhedsminister Ellen Trane Nørby og Innovationsminister Sophie Løhde i, at vi fortsat skal udbygge og udvikle vores sundhedsvæsen, herunder Det Nære Sundhedsvæsen, men ikke på den måde, som regeringen og DF foreslår. En strukturreform med øget centralisering, mere bureaukrati og tiltagende privatisering af det offentlige sundhedsvæsen, er ikke vejen frem. Et synspunkt der heldigvis deles af mange fagfolk, eksperter og borgere.

Det er imidlertid det sundhedsvæsnet, der kan bliver en realitet, hvis regeringen og DF får vedtaget deres sundhedsreform. Med et pennestrøg vil regeringen og DF nemlig fjerne de 5 demokratisk folkevalgte Regioner og erstatte dem med 3 administrative bestyrelser, indskudt mellem sundhedsministeren og kommunerne. Bestyrelserne vil fremadrettet blive udpeget af regeringen og primært bestå af embedsfolk. I samtlige bestyrelser vil fagfolk og patientorganisationerne udgøre et mindretal.  Bestyrelserne vil primært have til formål, at implementere beslutninger truffet på nationalt niveau, lokalt. Men kommunerne vil også med sundhedsreformen blive stækket indflydelsesmæssig. Sundhedsministeren har flere gange pointeret, at: ”kommunerne fremtidigt må affinde sig med, at det kommunale selvstyre på en lang række områder tillige sættes ud af spil”. Men hvem skal så tale borgernes sag?

Denne model rummer et demokratisk underskud, der gør det svært for borgerne at få indflydelse på udviklingen af sundhedsvæsnet. Samtidig kan man i dette embedsmandsvælde frygte, at det der giver mening på embedsmandsniveau, økonomisk og bureaukratisk, vil nyde større fremme end faglige og borgernære interesser. På samme måde vil regeringens ønske om en øget privatisering af sundhedsområdet lettere kunne gennemføres uden de store sværdslag. Et øget krav om privatisering af fx det specialiserede socialområde vil af mange kommuner opleves som dybt problematisk, menneskeligt, fagligt og økonomisk, og vil have konsekvenser for nogle vores allermest sårbare borgere. Med staten som driftsherre mener jeg derfor, at der er grund til bekymring. Tænk blot på driften af det tidligere HS (Hovedstadens sygehusfællesskab) og nu SKAT. Dyrt og ineffektivt. Et sundhedsvæsen styret nationalt fra kan måske blive mere strømlinet, men at stække demokratiet og minimere brugernes indflydelse, er den helt forkerte vej at gå.

Derfor skal vi bevare regionerne og det kommunale selvstyre. Internationale undersøgelser viser da også, at især regionerne, men også mange kommuner gøre det rigtigt godt ud fra de rammer, som de har til rådighed. Hvis vores fælles mål er at skabe mere nærhed og sammenhæng i patientforløbene, så skal kommunerne og regionerne, i et samarbejde med borgerne, have arbejdsro til at videreudvikle de mange gode samarbejder på tværs, der allerede er ”sat i søen”. Og så skal lovgiverne på Christiansborg tage arbejdstøjet på og vedtage de love, der reelt kan sikre en afbureaukratisering af sundhedsvæsnet, bredere kompetencer til sundhedspersonalet i hjemmeplejen og en smidiggørelse af dataudvekslingen mellem regionerne og kommunerne. Det vil for alvor gøre det muligt at nedbringe antallet af indlæggelser og øge sammenhængen i patientforløbene. Det arbejde behøver vi ikke en ny strukturreform for at fortsætte. En sådan reform vil kun bidrage med kaos og fjerne fokus fra kerneopgaven.

Men sundhedsreformen er ikke bare en sundhedsreform. Med forslaget om at nedlægge regionerne vil også den regionale udvikling blive sendt til tælling. Således vil fx opgaver med at skabe sammenhæng i den offentlig transport, jordoprensning, placering af grusgrave, miljøspørgsmål og udvikling af Greater Copenhagen enten overgå til kommunerne, forsvinde eller blive lagt ind under staten. Økonomien er usikker og ansvaret ikke uddelegeret, men ét er sikkert, at med en øget centralisering og flytning af de regionale udviklingsopgaver til andre egene af landet, begrænses den lokale indflydelse.

Helt konkret, og lokalt, vil en nedlæggelse af regionerne bl.a. betyde, at Region Hovedstadens politiske pres på Staten for at få et køkken på Nyt Nordsjællands Hospital fjernes med et snuptag. Her er hverken embedsværket eller Staten på vores side. Det vil også betyde mindre lokal indflydelse på, hvor der bør tilbydes hospitalsbehandling i vores lokalområde. Fremadrettet vil Staten overtage ansvaret for Hospitalsplanerne og dermed beslutningen om, hvor hospitalsbehandling kan tilbydes. På det regionale udviklingsområde er det regeringens og DF´s ønske, at de regionale opgaver vedr. jordoprensning, grundvandssikring og grusgrave fremadrettet varetages af statslige forvaltninger placeret på centre placeret i Odense og i Nordjylland. Dermed vil også den lokale dialog og forankring på dette område forsvinde.  Også hele pendlerområdet står for skud. Fremadrettet vil trafikkoordineringen skulle lægges i et nyt selskab, HOT, hvor 11 sjællandske kommuner allerede nu foreslås ekskludere, i forhold til det nuværende eksisterende selskab DOT.

Med en udflytning af mange regionale opgaver til andre dele af landet, væk fra vores region, vil tabet af arbejdspladser i Nordsjælland blive anseeligt. På nuværende tidspunkt anslår man inden for det regionale udviklingsområde, at det kommer til at dreje sig om 100-200 medarbejdere. Inden for sundhedsområdet vil tallet formentlig blive større, men det endelige antal er endnu ikke beregnet.