En folkeskole med plads til alle

Avisen har de sidste par dage skrevet en del om elever, der ikke modtager undervisning. De fleste er nok enige i, at det er en katastrofe for et barn ikke at deltage i fællesskabet. Hvad gør vi så ved det?

Jeg har arbejdet i folkeskolen i mange år, og jeg har oplevet elever, der havde det svært i skolen. Jeg ved af erfaring, at folkeskolen magter de fleste opgaver, hvis der indgås aftaler, hvor krav og forventninger til samarbejdet accepteres af de involverede. Det kan være vanskeligt at nå til enighed, og det tager tid. Derfor kan jeg ikke forstå, at man tager sit barn ud af et eksisterende tilbud uden at have et nyt parat. Det nytter ikke noget at tage barnet ud af fællesskabet mens der forhandles, fordi arbejdet med elevernes læring og udvikling er et samarbejde, og det er svært at komme tilbage til en klasse eller bare være undervisningsparat efter et længerevarende fravær.

Derfor vil ufleksible krav fra én part kun skabe uro i samarbejdet, hvilket ikke er til gavn for nogen – slet ikke eleven.

Vi ved godt, at skolen ikke er en lukket rugekasse for små børn, der er ufærdige, bare fordi de er børn. Den består af rigtig levende børn, som nogle gange agerer anderledes, end vi voksne. Vi ved også, at børnene er forskellige og har forskellige vilkår. Derfor er det vigtigt, at barnet deltager i fællesskabet for at lære at interagere blandt andre, og lære at vi alle er forskellige og kræver forskellige hensyn. Skolen er ikke færdig udviklet, det bliver den nok aldrig, men det er en god ramme for at danne og uddanne eleverne til samfundet. Derfor skal der tages hånd om alle elever, også de elever der har det svært. Læreren planlægger ikke bare sin undervisning for en hel klasse, men også for den enkelte elevs udbytte af undervisningen, hvilket jo til tider kræver ekstra
ressourcer for at kunne lade sig gøre.

Det børnene lærer i skolen, er mere end det læreren underviser i, fordi børnene agerer i et fællesskab; selve skolebænken er ikke altid tilstrækkelig for et barns udvikling. Det betyder, at når barnet ikke deltager i fællesskabet og i undervisningen, er det en katastrofe, fordi barnets udvikling og læring bliver isoleret fra helheden, og den kultur skolen har dannet. Men kan kulturen på en skole være af en sådan karakter, at barnet ikke kan være i det? – Ja, det kan den. Det betyder dog ikke, at man flytter sit barn før et nyt fællesskab er etableret. Det kan til tider kræve meget arbejde for alle parter.

Samarbejde kræver tolerance og forståelse for, at det skal fungere. Ingen er tjent med
at undlade at indgå i et samarbejde for at løse problemet. Hvis ikke partnerne kan indgå en aftale taber barnet, og det har samfundet ikke råd til.


Ovenstående indlæg har været bragt i Frederiksborg Amts Avis, hvor der efterfølgende blev stillet spørgsmåltegn ved Socialdemokratiets holdning til velfærdssamfundet. Det har giver forfatteren – Per Kristense – anledning til følgende replik:

Ingen tvivl om Socialdemokratiets holdning til vores velfærdssamfund.

Det er godt, at vi som borgere kan reagere over de uretfærdigheder, vi oplever. Det fremgår heldigvis tydeligt af denne avis. En gruppe på 30 familier har oplevet, at deres barn mistrives i deres skoletilbud. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Men det er ærgerligt, når Klavs Jørgensen i denne avis er i tvivl om Socialdemokratiets holdning til velfærdssamfundet.

Velfærdssamfundet skal skabe tryghed, retfærdighed og muligheder for den enkelte i et stærkt fællesskab som fundament. Som socialdemokrat mener jeg, at alle skal have de bedste muligheder, derfor arbejder vi også for stærke daginstitutioner og skoler, der kan give alle børn og unge en god start på livet og de bedste forudsætninger for at klare sig godt og få en uddannelse.

I mit indlæg skriver jeg at børnene/eleven taber, hvis barnets trækkes ud af fællesskabet, derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at beholde barnet i fællesskabet. Jeg ved godt, at det kan være svært, men som jeg skrev er alternativet ikke tilfredsstillende. Derfor er samarbejdet og løsningerne et fælles ansvar. Mængden af ressourcer spiller naturligvis en rolle, men ressourcerne må aldrig blive så ringe, at barnet mistrives. Derfor vil jeg vil gerne slå helt fast, at jeg som socialdemokrat prioriterer fællesskabet højt, hvilket i min verden betyder, at vi som voksne skal løse problemerne i et samarbejde, så barnet får de bedste udviklingsmuligheder.

Klavs Jørgensen skriver, at han er i tvivl om min holdning som socialdemokrat. Til din orientering kan jeg fortælle dig, at vi socialdemokrater er forskellige, men værdigrundlaget har vi til fælles. I denne forbindelse tænker jeg på flg. værdier tid, nærhed, lighed, retfærdighed og solidaritet, som alle er vigtige drivkræfter hos os socialdemokrater.